Hjælp! Jeg er fra den kulturløse generation
Jeg elsker Drake, Skam, Roskilde Festival og lige så snart, jeg ser det mindste tegn på, at december er på vej, skal jeg se ”Love Actually”. Det her er min liste, men den kunne lige så godt komme fra en af mine venner. Jeg går i 2.g på STX. Det er alment dannende, og først og fremmest skal jeg komme ud af gymnasiet som en klogere og bedre version af mig selv. Det gør jeg ved at lære om termisk høj- og lavtryk i naturgeografi, og ifølge min historielærer, skal jeg, hvis han ringer kl 2 om natten, kunne udføre kildeanalyse uden at blinke to gange. Jeg bliver bedre, hurtigere og stærkere, hvis jeg ved mest om flest ting. Jeg skal være dannet. Men er det at være ”dannet” ikke et lidt forældet begreb?
Jeg tog mig en powernap i The Metropolitan Opera i New York, da jeg så operaen Othello med min mor. Allerede, når jeg læser den sætning, har jeg lyst til at tage fraværet fra modulerne i dag, og smutte hjem i seng. Det var frustrerende for hende, at jeg var fraværende i dét, der var hendes livs oplevelse. Hun elsker sin skide Opera. Derfor skal jeg også gå op i det. Men for mig, er det en noget støvet omgang at lytte på. Min lille morfar under forestillingen, satte sig i min mor, og det fik hende til at klandre min generation for at være kulturløs. Igen blev jeg lidt døsig, for er der noget, der er blevet et mantra for den ældre generation, så er det, at der altid er noget galt med den yngre generation. Vi drikker som svin, vi er gift med vores senge, og vi har viet vores liv til generelt ikke at interessere os for noget overhovedet. Vi er curlingbørn, vi har ikke noget at klage over, og vi skal bare slå røven i sædet og sluge den uddannelse råt, som vi er privilegerede nok til at få gratis. Men jeg vil ikke tales ned til. Jeg klager ikke over at være ung, og så alligevel. Jeg er så inderligt træt, og ikke kun af at stå op kl 6 om morgenen til fire skønne moduler, men af at få at vide, at den eneste rigtige kultur er den kultur, mine forældre synes er så gåsehudsfremkaldende og altsigende. Breaking news: I don’t. Jeg kan lige så godt indrømme det; jeg ved officielt intet om finkultur, og det ser jeg ikke som et problem. Det betyder ikke, at jeg vil tales ned til på det område også. Jeg diskuterer ikke nye udstillinger på Arken, eller klassiske violinkoncerter med mine venner. Jeg har hverken læst Nelson Mandelas selvbiografi, og jeg er bruger ikke frivilligt timevis på at nærstudere oliemalerier. Jeg ser det ikke som nødvendig dannelse, at jeg skal slæbes med på diverse udstillinger, fordi det ifølge de fra en ældre generation, end mig, vil få mig til at forstå verden på et højere og mere abstrakt niveau. Det gemmer jeg altså til, at jeg er voksen. Lige nu vil jeg gerne nyde, at jeg ikke behøver forholde mig til mere. Jeg har ikke brug for at forholde mig til andet end, at jeg ikke siger nok i samfundsfag, at jeg skal købe julegaver til venner og familie med min ikke så prangende løn fra Dagli’ Brugsen, og at jeg skal have over 25 likes på 25 minutter på Instagram.
Jeg har et opråb til forældre, bedsteforældre og andre, der nyder at kritisere ungdommen for alt den er i 2016. Jeg vil ikke tales ned til, fordi jeg ikke gider og forstår ballet. Jeg tror ikke engang, I ville kunne forstå en Meme, hvis I læste den 10 gange. Og nårh ja, en Meme er lidt ungdommens svar på en satiretegning. Eller noget. Jeg tror ikke, I ville kunne forstå kompleksiteten i tv-serier som Skam, og hvordan de er lavet så ukomplicerede, at flere tusind danske unge sidder klinet til skærmen, når det næste afsnit udkommer. I fatter ikke et vink med jernbat, fordi I ikke har set ”Prinsesserne fra Blokken”, og I bliver nok aldrig en del af ”Kosegruppen DK” på Facebook, fordi Skam ikke er med i jeres TV-guide. Jeg tror ikke, I ville kunne forstå, hvad musik med reel tekst og mening, altså ikke opera, siger om livet, og hvordan den er med til at lære os om kærlighed, os selv, ondskaben i verden og sorg. Og jeg brækker mig, hvis jeg hører sætningen: ”Ja, det er nu engang noget andet at være ung i dag, end det var, da jeg var dreng”, fra et helt igennem gråt, sok-i-sandal-bærende væsen. For det er ikke det, det handler om. Det handler om, at jeg elsker Drake, Skam, Roskilde Festival og Love Actually. Det handler om gensidig respekt, og retten til at nyde min definition på kultur. Det burde der være plads til i 2016. Jeg gemmer Statens Museum for Kunst til den dag, hvor NRK stopper med at sende programmer, der faktisk taler til mig, som jeg vil tales til.